torsdag den 26. maj 2016

Prinsen på ærten


Jeg var ikke så priviligeret, at jeg fik lov til at holde den hund eller den kat jeg så gerne ville som barn. Min mor kan ikke siges, at være udpræget dyremenneske, så tanken om en hund med 4 møgbeskidte poter og pels der drysser har nok ikke tiltalt hende synderligt.
Jeg er til gengæld udpræget dyremenneske og kun plads- og tidshensyn sætter begrænsninger for mig. Indimellem får jeg den der, årh hvor kunne det være hyggeligt at have en kanin ude i haven eller hvor kunne det være skønt med en lille kanariefugl der spreder liflige toner indenfor. Men realismen har godt fast i mig og jeg ved godt at det er skønt i starten, men det bliver ikke ved med at være sjovt at passe de her dyr når man har en milion andre ting at se til. Og med fare for, at få kanin- og fugle entusiaster på nakken vil jeg vove at påstå de fleste ikke udvikler det nære venskab til disse små dyr som man feks. gør til hund og kat. 
For 7 år siden kom det helt rigtige tidspunkt for mig at få min første hund, den hund jeg har drømt om siden barn. Jeg var ved et opbrud i mit liv, hvor jeg skulle starte på ny, en ny tilværelse i en ny by og ny lejlighed. Og min søn igangsatte det jeg også gjorde som barn, operation "vi skal have en hund#. Uventet for ham var bare, at jeg var meget modtagelig så operationen blev nok lidt kortere end han sådan lige havde forventet. 
Og så fandt vi Kippie. Dette lille skøre skønne væsen vi har taget så fuldstændig til os. Kippie  er græsk, født og opvokset i Grækenland og levede en tilværelse som hjemløs med kone og kommende familie, til nogen var barmhjertige og fik familien flyttet til et shelter og sat til adoption. Kippie taler græsk og hans rødder fornægter sig ikke, så der har været lidt sprog barrierer og nogle kultur forskelle undervejs, men vi er ved at have styr på dem og Kippie er godt integreret nu, så jeg tror ikke han behøver at frygte Pia eller Inger får nys om grækeren i Ishøj.
Kippie er en del af familien på lige fod med os andre, men han er en hund og sådan skal det være. Han er elsket af alle og meget vellidt i lokalsamfundet. Han er ikke en allemandshund, ærligt må vi sige, at han ikke værdiger de fleste andre hunde og deres mennesker mange blikke og det er de få der rent faktisk får æren af at hilse på ham. Han vil egentlig helst bare passe sig selv og sin familie, og det er jo fair nok. Alderen har sat sine tydelige spor. Der et par løse knæskaller der giver sjove rejehop på turene, der er gigt i de fleste dele af kroppen og der er lidt skader på lungerne og hjertet efter orm. Han nyder sit otium og det er ham velundt. Han bliver kaldt prinsen på ærten herhjemme. Man ser ham stable sig selv op på stakken af puder på slagbænken og ligge allerøverst som den prins han er. Eller i kurven med de 1000 dyner. Eller i en solstråle på gulvet. Eller på skødet af en undersåt. Men det er ham velundt, gigten du ved....
Vi er undersåtter herhjemme. Det er Kippie der regerer, i hvert fald indtil den mandlige del huset herhjemme lige sætter foden ned og skærer igennem. De der mørke gamle øjne og ørene der har fået sit eget blafre liv med årene, dem kan man da ikke stå for. Jeg kan ikke i hvert fald og jeg synes han er noget af det smukkeste og skønneste væsen, tænk at jeg har været så heldig at få ham i mit liv. 
Hvis du selv har hund ved du hvad jeg taler om. Hvis ikke synes du nok jeg er en af de der latterlige hundetøser der forguder sin hund og endda giver dem tøj på og menneskelige navne. 
Bare vent, du ender der selv en dag, hvis du er heldig....


Kærlig hilsen 
Lotte


Besøg Krummelurens, mit kreative univers

https://www.facebook.com/Krummelurens/notifications/

Ingen kommentarer:

Send en kommentar